Konstruerede virkeligheder
Billeder er et kraftigt medie, der både forfører og provokerer os til at forholde os til den verden, vi lever i. Guldalderens landskabsmalerier ligner virkeligheden. Men tidens malere var mestre i billedmanipulation. Sammen med eleverne undersøger vi hvordan billedkonstruktioner i kunst og visuel kultur er med til at påvirke vores opfattelse af den virkelighed, vi lever i.
Middelalderbyen Vejle
Der findes mange fascinerende historier, oplevelser og hemmeligheder gemt i Vejles tidligere middelalderkerne. Eleverne kommer med vores museumsinspektør på en tur rundt i byen og oplever: Hvad var en by i middelalderen? Hvordan så byen ud dengang? Hvordan levede folk i middelalderen?
I dette udendørs undervisningsforløb guider en museumsinspektør eleverne gennem Vejles gamle bykerne, hvor de gennem fortællinger og historiske nedslag får et levende indblik i byens udvikling. Turen begynder enten ved Nørretorv, Borgvold eller Munkenes Teglovn på Søndermarken.
Rejseleg til Vikingetiden.
Rejseleg på et flyvende tæppe til Vikingetiden.
Vejle Musik- og Kulturskole tilbyder et undervisningsforløb med afsæt i historiefaget og med masser af drama.
På et usynligt “flyvende” tæppe rejser eleverne samme med en dramalærer, tilbage til vikingetiden. For hvordan levede man i vikingetiden, hvordan mon en viking så ud, hvad oplevede de og snakkede om? Gennem børnenes egen fantasi omkring vikingetiden, dramatiseres en samskabende fælles historie. Måske møder de Harald Blåtand, måske skal de sejle til England, hvem ved, kun fantasien sætter grænser.
Kulturhistorie på Hjarnø
På en gåtur rundt på den lille ø finder vi en stor mængde kulturhistoriske spor – lige fra stenalderbopladser til skibssætninger og særlige gravstene. Vi skal også opleve øens fine fugleliv, høre om den strandede kaskelot og vide mere om den nyligt opdagede guldskat.
OBS 1: Der må påregnes udgifter til transport, herunder færgebillet. Skolen arrangerer selv transport.
OBS 2: Turen kræver flere lag tøj, også om sommeren. Der er ikke ly eller læ på turen.
Istidstur i Vejle Ådal
Eleverne kan på egen krop opleve landskabets elementer og få indtryk af landskabsdannelsen, når vi bevæger os på randmorænen, gennem tunneldalen og op på den falske bakke Runkenbjerg. Den røde tråd i turen er menneskets udnyttelse af landskabet – fra stenalderbopladser over vandmøllerne til de moderne dambrug. Undervejs arbejder vi med kortforståelse gennem små opgaver.
OBS: Forløbet varer 4-5 timer og er en ret krævende vandretur, der typisk tilrettelægges fra Tørskind Grusgrav til Bindeballe Købmandsgård – gennem noget af Vejles smukkeste natur.