Blomsterliv

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Eleverne træner deres naturfaglige observations- og undersøgelseskompetence, når de skal finde forskellige typer blomsterplanter, gruppere dem og arbejde med planternes opbygning og tilpasning. Forløbet kan efter ønske indeholde elementer fra dansk eller billedkunst, f.eks. faglig læsning og/eller billeddokumentation/-præsentation af udvalgte arter.
Forløbet kræver et område med forskellige blomsterplanter, f.eks. en eng eller en varieret, lysåben skov. Naturvejlederen kan være behjælpelig med at finde sådan et område.

Søens smådyr

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Fang, observér og mærk søens små, forunderlige væsener og lær deres liv at kende.

Med vandketchere, bestemmelsesdug og bakker er vi nysgerrige på de skjulte, men spændende livshistorier, der udspiller sig i søens vand.

De helt store dramaer rulles ud, når vandkalvelarven angriber en vårflue, eller når søens minimonster forvandler sig til den smukkeste guldsmed.

Find foråret

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Vi går i skoven og finder tegn på, at foråret er på vej. Foråret kommer i form at lyde, spirer, blade, blomster og dyr. Vi får brug for alle sanser.

Kan kombineres med bålaktivitet eller spiringsforsøg hjemme i institutionen.

Afvikles bedst i en lidt større skov. 

De mindste kan deltage i det omfang, terrænet tillader, at de køres/bæres med.

Helt tæt på bænkebideren

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Kom helt tæt på bænkebideren – dyret, vi altid kan finde. Vidste du for eksempel, at det er et krebsdyr beslægtet med rejer? Eller at det har gæller? Eller at der findes cirka 30 arter i Danmark?

Gennem simple undersøgelser, sanseoplevelser og lege bliver vi fortrolige med de små grå. Børnene finder selv bænkebidere og får lov til at se, røre og undersøge dem - måske endda se bænkebiderne i stor forstørrelse.

Undersøg vejret

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Vi laver enkle undersøgelser af vindretning og temperatur og beskriver vejret. Måske løber vi om kap med vinden. Endelig tester vi, om uldsokker eller bomuldssokker er bedst i den kolde vinter.

Kan fint afvikles på legepladsen eller i institutionens nærområde.

Regnormetur

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Vi danser regnormene op af jorden og undersøger dem nærmere. Hvordan bevæger de sig? Hvordan føles en orm? Kan vi se og høre deres små børster? Hvem er deres fjender – og hvordan forsvarer man sig egentlig mod solsorten, når man er en lille regnorm?
Også egnet for de små, der ikke helt mestrer at gå endnu.

Nisser, ellefolk og andre væsener

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Vi går i skoven og kigger efter tegn fra nisser, ellefolk og andre sære væsener. Vi kan efter ønske enten holde os i fantasiens og det overnaturliges verden (f.eks. med fokus på danskfaget) – eller vi kan arbejde med naturvidenskabelige forklaringer og forskellen mellem tidligere tiders overtro og nutidens videnskab.

Forløbet kan også tilpasses en bestemt bog, I har arbejdet med, f.eks. "Ole og koglefolket" af Poul Dyrhauge eller Hulerikkerne-serien af Josefine Ottesen.

 

Undersøg biodiversitet

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

En naturvidenskabelig undersøgelse af et områdes biodiversitet kan inkludere observationer/optællinger af planter og dyr, temperaturmålinger og estimater af lysforhold. Evt. kan flere nærliggende lokaliteter sammenlignes, og eleverne kan komme med bud på, hvilke forhold der øger biodiversiteten.
Gode lokaliteter er de større skove, søer/vandhuller, Haraldskær, Runkenbjerg og Randbøl Hede.
Forløbet kan være en forberedelse på at skabe vildere områder på skolens areal.