Vild mad
Få besøg af naturvejlederen, som medbringer naturens urter eller frugter. Eller tag med naturvejlederen med på en tur, hvor vi kigger på, hvad der kan spises (og hvad man skal holde sig fra). Sammen kan vi klargøre ingredienserne til en lækker natur-snack. Måske skal den endda tilberedes på bål.
Oplagte steder at sanke er ved stranden, på heden og i skove med en stor variation af træer, buske og urter.
Mulighederne afhænger helt af årstid og lokalitet. Det kan også være en mulighed at skaffe dambrugsfisk og tilberede dem på bål.
Find foråret
Vi går i skoven og finder tegn på, at foråret er på vej. Foråret kommer i form at lyde, spirer, blade, blomster og dyr. Vi får brug for alle sanser.
Kan kombineres med bålaktivitet eller spiringsforsøg hjemme i institutionen.
Afvikles bedst i en lidt større skov.
De mindste kan deltage i det omfang, terrænet tillader, at de køres/bæres med.
Peter Pindsvin
Gennem fortælling, små øvelser og lege lærer vi pindsvinet at kende. Børnene får lov at røre et udstoppet pindsvin, og vi relaterer dyrets sanser til børnenes egne sanser. Sammen undrer vi os – hvad mon den spiser? Hvor bor den? Hvor er pindsvin henne om vinteren? Børnene introduceres til begreber som hi og puls.
Helt tæt på bænkebideren
Kom helt tæt på bænkebideren – dyret, vi altid kan finde. Vidste du for eksempel, at det er et krebsdyr beslægtet med rejer? Eller at det har gæller? Eller at der findes cirka 30 arter i Danmark?
Gennem simple undersøgelser, sanseoplevelser og lege bliver vi fortrolige med de små grå. Børnene finder selv bænkebidere og får lov til at se, røre og undersøge dem - måske endda se bænkebiderne i stor forstørrelse.
Undersøg vejret
Vi laver enkle undersøgelser af vindretning og temperatur og beskriver vejret. Måske løber vi om kap med vinden. Endelig tester vi, om uldsokker eller bomuldssokker er bedst i den kolde vinter.
Kan fint afvikles på legepladsen eller i institutionens nærområde.
Udforsk stranden og livet på det lave vand
Vi undersøger naturvejlederens fangst af krabber, småfisk, rejer og hvad der ligger på stranden. Måske koger og smager vi en hjemmefanget reje, leger med vandet, imiterer dyrene eller laver strandkunst. Mulighederne er mange, og forløbet tilpasses jeres ønsker og behov.
Smukke Sally - et forløb om skrald
Tag Smukke Sally med på tur i naturen. Sally kommer direkte fra storbyen og forstår slet ikke, hvordan man skal opføre sig. Hun smider affald, skærer i træerne og er bange for alt. Heldigvis kan børnene hjælpe Sally med at få styr på, hvordan man skal behandle naturen.
Inden besøget fra Smukke Sally går børnene en lille tur med naturvejlederen, hvor vi finder dyrebamser, der er kommet til skade med affald.
Regnormetur
Vi danser regnormene op af jorden og undersøger dem nærmere. Hvordan bevæger de sig? Hvordan føles en orm? Kan vi se og høre deres små børster? Hvem er deres fjender – og hvordan forsvarer man sig egentlig mod solsorten, når man er en lille regnorm?
Også egnet for de små, der ikke helt mestrer at gå endnu.
På jagt efter dyrespor i naturen
Vi går på jagt efter spor fra dyr. Det kan være dyreboliger, fjer, ædespor og meget andet. Måske finder vi også levende dyr. Kan fint kombineres med forløb om stenalderbørnene Ask og Liv. Se mere på https://blivnaturligvis.dk/
Forløbet kan foregå i institutionens nærområde eller i et naturområde.
Mikroforsker - et mesterlæreforløb
Kan man forske, når man er tre år gammel?!? Sagtens!
I dette forløb får både børn og pædagogisk personale et solidt redskab til at arbejde systematisk med at understøtte børnenes nysgerrighed, undren og undersøgelser. F.eks. når de undersøger, hvordan man hurtigst kommer ned ad rutschebanen, når de undrer sig over, hvor smådyrene er om vinteren eller når de spørger, hvor istapperne er blevet af.
Forløbet består af: