Vild mad
Få besøg af naturvejlederen, som medbringer naturens urter eller frugter. Eller tag med naturvejlederen med på en tur, hvor vi kigger på, hvad der kan spises (og hvad man skal holde sig fra). Sammen kan vi klargøre ingredienserne til en lækker natur-snack. Måske skal den endda tilberedes på bål.
Oplagte steder at sanke er ved stranden, på heden og i skove med en stor variation af træer, buske og urter.
Mulighederne afhænger helt af årstid og lokalitet. Det kan også være en mulighed at skaffe dambrugsfisk og tilberede dem på bål.
Udforsk stranden og livet på det lave vand
Vi undersøger naturvejlederens fangst af krabber, småfisk, rejer og hvad der ligger på stranden. Måske koger og smager vi en hjemmefanget reje, leger med vandet, imiterer dyrene eller laver strandkunst. Mulighederne er mange, og forløbet tilpasses jeres ønsker og behov.
Nisser, ellefolk og andre væsener
Vi går i skoven og kigger efter tegn fra nisser, ellefolk og andre sære væsener. Vi kan efter ønske enten holde os i fantasiens og det overnaturliges verden (f.eks. med fokus på danskfaget) – eller vi kan arbejde med naturvidenskabelige forklaringer og forskellen mellem tidligere tiders overtro og nutidens videnskab.
Forløbet kan også tilpasses en bestemt bog, I har arbejdet med, f.eks. "Ole og koglefolket" af Poul Dyrhauge eller Hulerikkerne-serien af Josefine Ottesen.
Undersøg biodiversitet
En naturvidenskabelig undersøgelse af et områdes biodiversitet kan inkludere observationer/optællinger af planter og dyr, temperaturmålinger og estimater af lysforhold. Evt. kan flere nærliggende lokaliteter sammenlignes, og eleverne kan komme med bud på, hvilke forhold der øger biodiversiteten.
Gode lokaliteter er de større skove, søer/vandhuller, Haraldskær, Runkenbjerg og Randbøl Hede.
Forløbet kan være en forberedelse på at skabe vildere områder på skolens areal.
Med Ronja og Birk i skoven
Med udgangspunkt i historien om Ronja Røverdatter oplever vi på egen krop, hvordan man klarer sig i naturen og bruger naturens materialer. Forløbet kan involvere spiselige urter, simpel bålmad, sanselege med mere.
Evolution
Med udgangspunkt i en eller flere dissektioner af dyr får eleverne kendskab til principperne i evolution og arters tilpasninger. Der kan desuden indlægges øvelser, hvor eleverne arbejder med sammenhæng mellem fugles næb og fødevalg eller sammenhæng mellem camouflagestrategi og overlevelse. Her gør vi brug af skolens dyresamling. Forløbet tilpasses alderstrinnet.
Dyrenes vinterstrategier (indskoling)
Forløbet kan indeholde et bredt fokus på vinterens kendetegn og årsager, praktiske målinger af vejr og temperatur, arbejde med dyrenes forskellige vinterstrategier, sporjagt i naturen og lege, der illustrerer udvalgte dyrs tilpasninger.
Dyst mod dyrene - et bevægelsesforløb
Kan du løbe lige så hurtigt som en løbebille? Eller slæbe som en snegl? Er du stærk som myren eller flad som en bænkebider? Kan du løbe baglæns og forlæns lige hurtigt – som skolopenderen?
Forløbet indledes typisk med, at vi fanger nogle smådyr og finder ud af, hvad det er for nogle. Så finder vi ud af, hvad dyrets superevner er og prøver at efterligne dyret.
Her er fokus på nogle af de 18 grundbevægelser i et legende miljø.
Forløbet kan med fordel foregå i et naturområde, men også i institutionens nærområde eller på legepladsen.
Haven i havet - fællesfagligt naturfagsforløb
Haven i havet er et nationalt naturfagsforløb til udskolingsklasser, og det beskæftiger sig med regenerativ fødevareproduktion i havet. Forløbet er målrettet den fællesfaglige naturfagsprøve og taler direkte ind i fokusområdet “produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget”. I Vejle har naturvejlederne i B&U og Økolariet i samarbejde med foreningen Vejle Fjordhave tilrettelagt en række undervisningsforløb med udgangspunkt i undervisningsmaterialerne fra Haven i Havet. Undervisningsforløbene foregår ved fiskerlejet Brønsodde på nordsiden af Vejle Fjord.