Det barske liv på heden
Med et besøg på heden kan man arbejde med dansk, historie, billedkunst eller natur/teknologi. Danske sange og digte, hedebøndernes liv og levned, den danske guldalder, landskabsdannelsen, fredninger (benyttelse-beskyttelse), biodiversitet eller heden som biotop kan undersøges nærmere. Naturfagligt kan der laves simple analyser af planteliv og de særlige jordbundsforhold, ligesom det er oplagt at berøre istidens betydning for landskabsdannelsen.
Dogmeatletik
Med naturens materialer laver eleverne i smågrupper deres egne atletik-discipliner. De afprøver på egen krop et par eksempler på discipliner, og når de skal udvikle deres egen disciplin, får de et-tre benspænd afhængigt af alderstrin. Vi slutter af med, at eleverne enten konkurrerer mod hinanden i et OL eller bedømmer hinandens discipliner efter bestemte kriterier.
Skovmatematik
Her omsættes matematik til praksis, når eleverne skal foretage højdemålinger, arealberegninger, anslå rumfang og til sidst omsætte skovens træ til økonomi eller værktøj i klimaudfordringen. Der kan efter ønske lægges fokus på skov som led i klimaløsninger eller interessemodsætninger i skoven (benyttelse og beskyttelse).
Bevar heden?
Forløbet er særligt rettet mod naturfagsprøven og inddrager alle tre naturfag. Med undersøgelser af pH, jordprofil, næringsstofindhold og plantelivet sammenlignes heden med andre økosystemer. Begreber som benyttelse-beskyttelse, landskabsdannelse, livsbetingelser, kredsløb, biodiversitet og bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget er oplagte.
Eleverne får data med hjem, som de kan arbejde videre med.
Lysets by - en teaterworkshop
Lysets By er det sted, man tager hen, når alt andet er umuligt. Det er et tilflugtssted, en sikker havn, en ny begyndelse eller det sted, der bare pludselig dukker op ude i horisonten….. Forskellige mennesker mødes, nogen genkender sig selv i andre - andre er helt alene. Men en ting er sikker; vi skal være her sammen, og alle har noget med i kufferten…..
Min krop, min kreativitet - et ordløst forløb
En dramaunderviser og en koreograf står for denne korte workshop, der introducerer to måder at udtrykke sig på kropsligt, når man formidler en situation, en fortælling eller en stemning.
Mod og samarbejde
Det kræver mod at stille sig frem foran andre. Det kræver mod at arbejde sammen i det kreative rum, fordi det ofte er andre sider af sig selv, eleverne kommer til at bruge.
Den kreative proces rummer udfordringer i form af samarbejde og håndtering af kaos, inden brikkerne falder på plads i deres lille produkt – en fortælling.
Når den æstetiske sans er den, der får lov at fylde, er det oftest der, vi oplever, at alle har en mening og gerne vil bidrage.
Dyredissektioner
Gennem en dissektion får elever kendskab til et dyrs tilpasninger og levevis og kan sammenligne med menneskets anatomi. Der vil typisk være mulighed for at dissekere ørred og fasan, men andre dyr kan dissekeres ved forespørgsel. Kan I f.eks. selv skaffe muldvarpe eller smågrise, ligner deres indre anatomi menneskets på mange punkter.
Dissektioner kan gennemgøres som en demodissektion – eller eleverne kan i mindre grupper selv dissekere under vejledning.
Vind og vejr
Vi laver simple målinger af vejret – nedbør, vindforhold, lysintensitet og temperatur. Elevernes egne undringsspørgsmål sættes i spil og driver undersøgelserne. Er temperaturen egentlig højere på et sted med læ end på en vindblæst bakke?
Med de mindste elever kan vi løbe om kap med vinden. Forløbet kan også inkludere lidt om vands tilstandsformer og forsøg med isolerende lag.
Dyst mod dyrene - et bevægelsesforløb
Med udgangspunkt i kendte, danske smådyr skal eleverne efterligne dyrenes superkræfter – være stærk som myren, trække tunge læs som sneglen og løbe om kap med løbebillen. I april-oktober kobles forløbet med, at eleverne finder og undersøger smådyr. Forløbet kan efter ønske fokusere på udvalgte arter.